Da vi er en lille børnehave, med få ansatte, vil vi gerne bruge vores pædagogiske ressourcer på børnene. Sørg derfor som forældre for at holde dig orienteret og hjælp dit barn i hverdagen på bedst mulig vis, ved at have dets ting i orden, så det kan indgå i fællesskabet på ligefod med de andre børn. Vi tager os af det kærlige rum i Børnehaven, hvor vi skaber muligheder for leg, sansning, spejling og forståelse. For at skabe det tryggeste og bedst mulige rum for det, er det essentielt at I som forældre støtter op omkring denne rytme, ved at sørge for, at de fysiske rammer omkring Børnehaven er på plads. Vi kan ikke gøre vores gode arbejde uden støtte og hjælp fra jer.
Det betyder fx;
– At I ærer og respekterer Børnehavens rytme og ønsker for møde- og afhentningstider, for på den måde vil barnet gøre det samme.
– At I sørger for, at barnets garderobe altid er pæn og til at finde rundt i; det opmuntrer barnet til også at holde orden.
– At I støtter jeres barns frie udfoldelse og leg, ved at sørge for, at der altid er nok skiftetøj, at det er let at finde i barnets skiftepose og at det er passende til årstiden. For at klæde jer godt på, har vi skrevet en tøjliste til alle årstider her.
– At I anerkender og så vidt muligt overholder Børnehavens retningslinjer, også selvom I måske ikke altid forstår dem. Undrende spørgsmål eller forslag til andre metoder hører til på forældremøderne – ikke i garderoben under aflevering/afhentning.
Vi ønsker at Børnehaven er børnenes sted, og det skal forstås på den måde, at forældrebehov og voksensnak ikke foregår henover hovedet på dem; heller ikke på engelsk. I Børnehaven er det børnenes tav, vurderet af personalet, der er i højsædet, og derfor er Børnehavens rytme og hverdag indrettet herefter. Når vi er i Børnehaven, er det Børnehavens tilgang, der går forud for private holdninger. At indmelde jeres barn hos os, er en accept af dette præmis.
❦
Forventninger til jer:
Vi er en Rudolf Steiner børnehave, og det er den pædagogik der føres i Børnehaven.
Derfor forventer vi, at I sætter jer ind i, hvad det betyder. Der kan læses mere om den antroposofiske livsanskuelse her.
Vi forventer at I som udgangspunkt deltager i alle forældremøder, festdage med forældre, arbejdsdage og generelt støtter, hvad vi gør.
Vi forventer også, at hvis der er noget I er usikre på, bliver utrygge ved eller undrer jer over, at I så kommer til os og får en snak; ring, send en mail eller spørg til de forældresamtaler eller forældremøder vil afholder løbende. Det er bedre at komme til os, frem for at snakke i krogene med andre forældre. På den måde styrker vi kommunikationen og tilliden, undgår misforståelser og skaber sammen en kærlig, hyggelig og meningsfuld Børnehave.
Alle de retningslinjer og regler vi har, har vi for at give jeres børn en tryg og rolig hverdag med tid og plads til at de kan være sig selv i børneflokken. Det betyder i sidste ende også en tryg og rolig hverdag for jer selv, fordi I ved, at jeres børn trives og tilbringer deres dagtimer med kærlige og nærværende vokse i forudsigelig rammer med en fast rytme.
Årstidsfester med og uden forældre:
Ca. en gang om måneden fejrer vi årets gang i Børnehaven. Det kalder vi for årstidsfester. Det er en måde vi får årstiderne ind i kroppen og lærer naturen og livets cyklus at kende. Nogle af disse fester er med forældre, så det er vigtigt, at I prioriterer at deltage. Det styrker fællesskabet, børnenes tilhørsforhold og giver en unik mulighed for at børnene kan vise jer et lille indblik i deres magiske verden. Og så er det jo oplagt også at møde de andre forældre. Årstidsfester med forældre begynder typisk tidlig eftermiddag med undtagelse af Lanternefesten i november, der begynder sen eftermiddag. De andre fester med forældredeltagelse er Høstfest, Julefest og Sommerfesten.
Hold derfor altid øje med årstidsfesterne i årshjulet og tilføj dem til jeres kalender. Vi skal nok hjælpe jer igennem invitationer og hver måned melde ud mht tidspunkter osv via opslagstavlen i garderoben og mails.
❦
Indkøring i Børnehaven:
Når indmeldingen er på plads, aftaler vi, hvornår jeres barn skal begynde. Det foregår på følgende måde:
De første to dage er det godt at have far eller mor med i Børnehaven, så barnet kan blive trygt ved at være hos os.
Det er oftest to korte dage; vi tilpasser jeres besøg til jeres barns behov.
Derefter aftaler vi en periode, hvor dagene er korte, men uden far eller mor. I kan være i nærheden, f.eks. på café på Hauser Plads, så I kan hente, når det vil være passende. Dagene kan stille og roligt blive længere og længere indtil vi mener, at barnet er faldet til i Børnehaven.
Er barnet kun lige omkring de 3 år, bliver det meget træt af alle de nye sanseindtryk det får i løbet af dagen. Derfor anbefaler vi, at barnet kan komme hjem og få en lur efter sine første dage i Børnehaven.
Vi ønsker for barnets skyld at far eller mor går hurtig efter at have sagt farvel i garderoben. Vi skal nok tage os af dit barn og hjælpe det kærligt videre i børnefællesskabet eller give det tryghed på skødet af en voksen.
Hvis det er svært som forældre at sige farvel, eller I har haft en morgen som er gået skævt, er I altid velkomne til at ringe til Børnehaven efter I er gået og høre hvordan barnet har det.
Det er meget vigtigt, at beskeder om barnet ikke bliver videregivet hen over hovedet på børnene i garderoben. Sådanne beskeder kan påminde barnet om en følelsesmæssigt tilstand det lige har været i – i stedet for at lade det skifte ind i Børnehavens stemning og leg; et skifte, der ofte vil være naturligt for barnet. Har I noget vigtigt at sige til os, er I meget velkommen til at give en lille seddel, ringe til os efter afleveringen eller sende en mail (hvis det ikke er noget, som er afgørende for selve dagen).
Hav fuld tillid til at dit barn nok skal klare det. Vi ringer altid til jer, hvis barnet ikke har det godt eller ikke kan klare dagen i Børnehaven.
Der vil efter de første tre måneder blive afholdt en forældresamtale om barnets trivsel i Børnehaven.
❦
Mødetider:
Børnehaven har åbnet fra kl. 7.00 – 16.00 hver dag.
Vi starter dagens aktivitet kl.9.00, og derfor ønsker vi, at alle børn er mødt inden kl. 8.45.
At have det ekstra kvarter giver ro og mulighed for at lande for både jer og børnene, så selv travle morgener kan nå at stilne af inden dagen i Børnehaven begynder. Selvfølgelig kan man give besked om at barnet møder senere – eller bliver hentet tidligere, hvis barnet skal til læge eller lignende, men vi ønsker os for børnenes skyld, at Børnehavens rytme og rum kan være mest muligt uforstyrret, flest mulige dage i tidsrummet 9.00-14.30.
Det er tradition i Børnehaven, at vi hver morgen hilsner på hinanden, når I ankommer. Det gør vi ved at have øjenkontakt og give hinanden hånden, så vi har et møde. Både børn og forældre hilser på pædagogerne. På den led kan pædagogen fornemme barnets stemning og behov fra morgenstunden, og får automatisk en fornemmelse af dagens væsen og hvilke behov, der optræder i børnegruppen. Det skaber tryghed, nærhed og giver de bedste forudsætninger for at udføre det pædagogiske arbejde og være med jeres børn, lige der hvor de er, den dag.
På samme måde, når barnet skal hjem: Her giver vi hinanden hånden og ser hinanden i øjnene igen, så vi har sagt farvel med nærvær. På den måde ved vi også, hvem der er blevet hentet og af hvem. Husk at give besked om morgenen om, hvem det er, der henter, hvis det ikke er jer forældre.
❦
Syge børn/Fridage:
Er dit barn sygt eller holder en fridag, ring da til os inden kl. 9.00 (gerne inden 8.15, da der er bedre tid her) og meddel at det bliver hjemme. Fortæl os også helst, hvad barnet fejler, så vi kan holde øje med andre tilfælde, hvis det er noget smitsomt.
Ved planlagte fridage kan der gives besked ved afhentning dagen inden – eller på mail/sms nogle dage forinden.
Hvis dit barn bliver syg i løbet af dagen her hos os, ringer vi efter jer, så det kan komme hjem i rolige omgivelser.
Det syge barn skal være hjemme til det igen kan være med i børnehavens aktiviteter og som minimum have haft én feberfri dag.
Har vi lus i Børnehaven, kan barnet komme tilbage, når der er iværksat behandling og lusene er døde. Vi skal nok være behjælpelige med en skånsom metode.
❦
Praktisk Tøj:
Der skal være tydeligt navn i alt dit barns tøj.
Barnet skal kunne lege i det tøj, det har på i børnehaven. Det skal være praktisk, så barnet kan bevæge sig i det uden at blive begrænset eller sidde fast – ligesom at tøjet skal kunne komme ned i barnets flyverdragt og overtræksbukser. Tilsvarende må tøjet kunne tåle at det kommer på legeplads, bliver beskidt eller at der bliver spildt på det.
Vi ønsker at der altid ligger mindst et helt sæt tøj til dit barn i garderobens skiftepose. Et sæt, der indeholder alt fra inderst til yderst og passer til årstiden. Ligesom der også altid skal været et sæt hjemmesko i barnets skostørrelse med navn i. Børnehaven ligger ikke inde med ekstra skiftetøj, ligesom at vi ikke låner tøj af sidemanden. Så sørg for, at der er det skiftetøj i skifteposen, dit barn har brug for. Mangler dit barn tøj er vi nødt til at ringe efter jer.
Da vi til hverdag har mulighed for at gå på tur til Konges Have eller Hauser Plads legeplads, skal dit barn altid have tøj til udendørs brug med:
Vinter: flyverdragt, forede støvler/termostøvler, hue, vanter, uldtrøje og uldsokker.
Forår: regntøj og gummistøvler, termojakke og -bukser, bomulds- eller let ulden hue.
Sommer: Solhat, langærmet bomuldsbluse, sandaler eller lette sko.
Efterår: regntøj og gummistøvler, uldtrøje, uldsokker, bomulds- eller ulden hue.
Fælles for alle årstider er, at barnet så vidt muligt skal kunne tage sit tøj på selv – eller kunne lære det. Vi ønsker at give barnet oplevelser med at være selvhjulpent, og det er svært med avancerede lukninger, snørestøvler eller lign. Så tænk på dit barns færdigheder, når du vælger tøj til det.
Det pædagogiske element i tøjets udformning:
Vi vil gerne, at dit barn bliver mødt af alle – børn som voksne – så direkte, ærligt og nærværende som muligt. At dit barn bliver mødt og set som det lille menneske, det er og anerkendt for den personlighed, det nu engang har.
Derfor ønsker vi ikke tøj i Børnehaven, der tager fokus væk fra børnenes ansigter. Det forstyrrer de andre børns møde med barnet, hvis barnet selv skal konkurrere med det farvestrålende print på dets trøje.
Vi anbefaler at I fravælger tøj til brug i Børnehaven med kommercielle tegnefilmsprint, store områder med palietter, påsyede teksturer, der kan virke sanseligt forstyrrende eller ladede symboler (som fx dødningehoveder eller idolbilleder) o. l. Tilsvarende ønsker vi at skabe et rum i Børnehaven, hvor børnene kan prøve kræfter med bare at være sig, uden at deres påklædning bliver et forstyrrende element. Tøj er en praktisk foranstaltning, ikke noget børnene unødigt skal forholde sig til.
❦
Legetøj:
Børnehaven er fyldt med godt legetøj, som alle børn kan lege med. Derfor er der ingen grund til at have legetøj med i børnehave. Derfor gør vi opmærksom på at Børnehaven er fri for legetøj hjemmefra.
❦
Sukker og allergier:
Vi har den politik i Børnehaven, at der ikke er sukker i dagligdagen. Der kan dog være undtagelser ved visse årstidsfester; et lille påskeæg til Påskefesten, lidt glasur på fastelavnsbollen, et par små kager til Sankt Michaels festen, Lanternefesten eller Julefesten.
Hvis der er noget, jeres barn ikke kan tåle, vil vi meget gerne have det som lægeerklæring fra en almen eller antroposofisk læge.
❦

Dokumenter til download/Links:
Årsplan, enkel
Forældrebrev info om opstart forår 2025
Vedtægter for Selvejende Institution Solægget
Læreplan for Solægget 2025 (kommer)
Støtteforenings hjemmeside (link følger)
Vedtægter for Støtteforening for Solægget, Solæggets venner
Opskrivning på venteliste (link følger)
Relevant læsning:
Foreningen Alma – Homøopatisk behandling
Antroposofisk Selskab — om antroposofi i Danmark